Verdensetteren Caroline Wozniacki går ind til denne uges sæsonafslutning WTA Championships i Istanbul med ambitionen om at slutte året som verdens nummer et blandt tenniskvinderne for andet år i træk.
- Når du har været nummer et hele året (bortset fra en enkelt uge, red.), er det klart, at du også vil være nummer et den sidste uge, siger Wozniacki ifølge BBC.
- Det ville betyde meget for mig at slutte som nummer et igen, da ikke ret mange har prøvet at slutte som etter to år i træk, fortæller Wozniacki.
Danskeren er i Istanbul, hvor kun årets otte bedste spillere er med, kommet i gruppe med Wimbledon-mesteren Petra Kvitova, Vera Zvonareva og sin gode veninde Agnieszka Radwanska.
Wozniackis nærmeste rival i racet om at slutte året på duksepladsen er russeren Maria Sharapova, den øjeblikkelige toer på verdensranglisten.
Men efter en årrække med skader er Sharapova bare glad for at være med i sæsonafslutningen, som begynder tirsdag.
- Jeg er bare så heldig at kunne sige, at jeg er med i turneringen og kan konkurrere mod de andre. Det er for mig en stor bedrift. Så betyder det ikke så meget, om jeg er nummer et eller to på verdensranglisten, siger russeren.
Petra Kvitova og Victoria Azarenka har også en matematisk chance for at slutte året som verdens nummer et, hvis resultaterne flasker sig for dem.
Wozniackis bedste resultat i turneringen er finalepladsen sidste år, hvor hun tabte til Kim Clijsters i titelkampen.
Det er første gang, at turneringen gæster Istanbul. De seneste tre år er den blevet spillet i Doha.
Den tyske legende Steffi Graff har rekorden for at slutte året som verdensetter flest gange. Det formåede Graff hele otte gange.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde