Wozniacki efter åbningssejr: Jeg kan spille bedre
Danske Caroline Wozniacki er seedet som nummer to ved årets Wimbledon. Foto: Andrew Boyers/Reuters
Andrew Boyers/Reuters
Caroline Wozniacki er glad for avancementet til anden runde af Wimbledon, men vil finde et højere niveau.
Det gik som planlagt for Caroline Wozniacki, der mandag spillede sig videre til anden runde af grand slam-turneringen Wimbledon.
I hvert fald resultatmæssigt for hun havde ikke de store problemer med at besejre amerikaneren Varvara Lepchenko 6-0, 6-3 på Centre Court.
Spillet kan dog blive bedre, mener den danske tennisstjerne, som først ankom til Wimbledon-anlægget søndag.
- Jeg var lidt nervøs, så jeg skulle bare have en god start i første kamp.
- Jeg håber, at jeg kan spille bedre, som turneringen skrider frem, siger Wozniacki i et interview med turneringsarrangøren efter kampen.
- Jeg elsker at spille på græs. Det er mit favoritunderlag, så forhåbentlig kan jeg finde formen her, lyder det fra den andenseedede dansker.
Helt skidt har Wozniacki nu ikke været kørende på det seneste. Tværtimod går hun ind til turneringen med stor selvtillid.
I weekenden vandt hun sin WTA-titel nummer 29 i karrieren, da hun besejrede hviderussiske Aryna Sabalenka i finalen i Eastbourne.
Kun rumænske Simona Halep er seedet højere end Wozniacki ved årets Wimbledon. Halep ligger nummer et på verdensranglisten, hvor Wozniacki er toer.
I anden runde ved Wimbledon møder Wozniacki russeren Ekaterina Makarova. Wozniacki skal efter planen i aktion igen onsdag.
Danskeren er aldrig nået længere end ottendedelsfinalen ved Wimbledon. Det har hun gjort seks gange i karrieren - senest i 2017.
Til gengæld strøg 27-årige Wozniacki til tops i Australian Open tidligere på året, hvor hun for første gang i karrieren vandt en grand slam-turnering.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde