Wozniacki er ude af Australian Open

Caroline Wozniacki er ude af Australian Open efter et nederlag i semifinalen til kinesiske Li Na på 6-3, 5-7, 3-6. Wozniacki missede en matchbold i andet sæt.

Wozniacki begyndte kampen på overlegen vis, og den danske verdensetter tog problemfrit både første og andet parti. Wozniackis velkendte og modstander-opslidende spil fra baglinjen fungerede generelt godt mod Li Nas kraftige, flade slag.

Det lykkedes kun for den kinesiske spiller at bryde Wozniacki en enkelt gang i første sæt, og Li Na måtte gang på gang se sine kraftige angreb komme retur over nettet fra en hårdt arbejdende Wozniacki.

Andet sæt begyndte igen godt for Wozniacki. Allerede i tredje parti spillede hun sig frem til en break-chance, der efter mange lange dueller faldt ud til hendes fordel.

Li Na havde - ud over problemerne med for alvor at udfordre den utrættelige Wozniacki - alt for mange uprovokerede fejl, og derfor kunne den danske verdensetter igen og igen tage point på kineserens bekostning.

Men i slutningen af andet sæt vendte kampen pludselig.

Li Na begyndte at udfordre Wozniacki for alvor, og da danskeren missede en afgørende matchbold ved 5-4, faldt hendes spil sammen. Derfor måtte de to duellanter ud i tredje sæt for at finde en vinder. Og her trak kineseren det længste strå.

/ritzau/

Caroline Wozniacki missede en matchbold i andet sæt og endte med at tabe sin semifinale i Australian Open.

Offentliggjort Sidst opdateret