Wozniacki glæder sig til en finale med alt på spil
Finalen i Australian Open bliver en direkte duel mellem verdensranglistens nummer et og nummer to. Det er godt for sporten, mener danske Caroline Wozniacki. Foto: Scanpix/Peter Parks/arkiv
Scanpix/Peter Parks/arkiv
En direkte duel mellem nummer et og to i verden giver ekstra dimension til finale, mener Caroline Wozniacki.
Nummer et i verden mod nummer to.
Begge spillere har mulighed for at vinde karrierens første grand slam-titel.
Og så er der også en førsteplads på verdensranglisten på spil, når den danske tennisspiller Caroline Wozniacki og rumænske Simona Halep mødes i Australian Open-finalen lørdag.
Og selv om det nok ville virke overvældende for de fleste, så glæder den danske tennisstjerne i stedet sig over, at alt er på spil i finalen.
- Jeg tror, det er godt for WTA og for os. Det er fedt, at den, der vinder, også ligger nummer et og får sin første grand slam-titel, siger Caroline Wozniacki før lørdagens finalebrag.
- Der er en af os, der kommer til at føle sig rigtig godt tilpas efter kampen. Den anden kommer til at have det rigtig dårligt, tilføjer den 27-årige dansker.
Det er første gang siden 2015, at de to topseedede spillere mødes i finalen ved Australian Open. For tre år siden vandt førsteseedede Serena Williams over andenseedede Maria Sharapova.
Caroline Wozniacki mener, det giver en ekstra dimension til finalebraget, at det er de to bedste spillere - også på papiret - der mødes i en direkte duel.
- Jeg synes, det er godt for tennissporten, at det er nummer et mod nummer to. Det er altid interessant, når det er de bedste, der mødes i finalen, siger Wozniacki, der har indledt 2018, som hun afsluttede sidste sæson - med masser af sejre.
Det samme gælder Simona Halep, der i øjeblikket indtager førstepladsen på verdensranglisten.
- Det er klart, at vi er de to spillere, der har haft den bedste turnering, men vi er også de to spillere, der havde den bedste sæson sidste år, siger Caroline Wozniacki.
Lørdagens finale begynder klokken 19.30 lokal tid i Melbourne, hvilket er lig med 09.30 dansk tid. Det passer danskeren udmærket, efter at hun tidligere har spillet i australsk hedebølge i dagtimerne.
- Det er et godt tidspunkt, hvor det ikke er for varmt. Og der er altid en god atmosfære, så det passer mig fint, siger Caroline Wozniacki.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned