Wozniacki indleder græssæson med sejr
Caroline Wozniacki gik tirsdag videre til anden runde af WTA-turneringen i engelske Eastbourne, efter at Tamira Paszek fra Østrig måtte trække sig med en skade i låret ved stillingen 6-2, 2-2 til den danske tennisspiller.
22-årige Tamira Paszek var forsvarende mester i græsturneringen, og østrigeren slog desuden den jævnaldrende Wozniacki ud i første runde af sidste års grand slam-turnering Wimbledon.
Paszek, som er nummer 29 i verden, har haft en elendig sæson, og det kunne også ses i første sæt, som Wozniacki styrede.
Den danske verdensnier brød Paszeks serv og kom foran 4-2, og derfra så hun sig ikke tilbage i sættet, som hun vandt 6-2 efter endnu et servegennembrud.
Wozniacki spillede med en camoufleret ketsjer, som var spraymalet sort, så en eventuel anden sponsor end Yonex ikke kunne ses.
Der spekuleres i, at Wozniacki spillede med en ketsjer fra sin tidligere mangeårige sponsor Babolat.
Måske den nye ketsjer fungerede bedre for Wozniacki, som ligesom Paszek heller ikke har haft en specielt god sæson. Men på græsset kom hun bedre fra start, end hun gjorde på grussæsonen, der endte som en skuffelse.
I andet sæt brød de to duellanter hinanden fire gange i træk, så stillingen var 2-2, da Paszek måtte udgå med en skade i baglåret.
Kort forinden var Paszek blevet behandlet længe og fik en forbinding på venstre lår, men den forsvarende mester blev efterfølgende brudt og gav op.
Turneringen i Eastbourne fungerer som opvarmning til Wimbledon, der begynder i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker