Wozniacki: Jeg frygter ikke favoritterne
Kvindernes top-tre i verden, Victoria Azarenka, Maria Sharapova og Serena Williams, har alle set frygtindgydende ud i de første runder i Australian Open.
Men nummer 10 på verdensranglisten, Caroline Wozniacki, er ikke bange.
- Jeg frygter ikke nogen, siger den danske tennisspiller, der oser af selvtillid efter sine to sejre i Melbourne.
- Når man går ind på banen, synes man selv, at man er den bedste, for hvis man tror på, at man er dårligere end modstanderen, så har man tabt kampen på forhånd, fortsætter hun.
For at nå til en eventuel finale skal Wozniacki - hvis seedningerne holder - først slå Azarenka i kvartfinalen.
Dernæst venter Serena Williams formentlig i semifinalen - og endelig ville modstanderen på den anden side af finalenettet højst sandsynligt hedde Maria Sharapova.
- Serena, når hun er i gang, så er hun i gang. Hun mødte en i første runde, som ikke kunne modstå hendes styrke. Hun havde ikke nogen våben, som hun kunne skade hende med. Og i går spille Serena godt og servede godt, siger danskeren.
- Sharapova har også mødt nogen, som ikke kunne stå imod hendes power, så hun gik ind og bare kunne trykke til, fortsætter Wozniacki og henviser til, at russeren har uddelt to gange dobbeltæg i sine første to kampe.
Hun har endnu ikke set den forsvarende mester, Victoria Azarenka, spille:
- Jeg ved bare, at hun var lidt i problemer i andet sæt i første kamp, hvor hun vist var nede 0-3, men så fik hun vist hurtigt vendt den igen.
Caroline Wozniacki mener dog ikke, at nogen af de tre storfavoritter er en uoverkommelig opgave.
- Serena har vist over det seneste halve år, at når hun er i gang, så er hun svær at slå. Men jeg slog hende i Miami, og jeg har slået stort set alle spillerne, så jeg ved, at det godt kan lade sig gøre, lyder det fra danskeren.
Særligt Azarenka har Wozniacki en god statistik mod. Den står 5-2 til danskeren i indbyrdes opgør.
Før Wozniacki kan komme til at møde de store kanoner, skal hun vinde over ukrainske Lesia Tsurenko, som hun møder tidligt lørdag dansk tid i tredje runde.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned