Wozniacki: Kedelig-stempel rører mig ikke

- Hvis nogen vil på date med mig, kan I bare stille jer op foran scenen.

Caroline Wozniacki har lært at vise overskud og tæmme pressen, når der stilles nærgående spørgsmål til hendes privatliv.

Det gav hun klare beviser på, da hun tirsdag var i Danmark for at promovere den danske WTA-turnering e-Boks Sony Ericsson Open, som løber af stablen til sommer i Farum.

Da ingen reagerede på hendes ironiske opfordring, satte hun med en munter konstatering gang i salens lattermuskler.

- Nå, det var godt nok ikke mange, lød det fra scenen fra en storsmilende Caroline Wozniacki.

Hendes kække kommentarer står i stor kontrast til det stempel, hun fik for en måned siden under Australian Open.

Her kaldte flere journalister hende for kedelig, hvilket verdensetteren reagerede på ved at tage teten fra start til de efterfølgende pressemøder.

- Jeg starter bare, for jeg ved allerede, hvad I vil spørge om, sagde verdensetteren dengang til et forbløffet publikum.

Nu kan hun kigge tilbage på et forløb, hvor hun er endt med at få en mere afslappet tilgang til medierne.

- Jeg syntes bare, at jeg ville have det lidt sjovt til pressemøderne, i stedet for at svare på de samme spørgsmål om og om igen. Det gjorde det lidt mere interessant at komme til pressemøderne, siger Caroline Wozniacki efter tirsdagens talkshow i København.

- Og jeg fandt selv på idéen, tilføjer hun.

I dag tænker Danmarks største tennisstjerne ikke så meget over, at hun blev stemplet som kedelig.

- Jeg tager det ikke så tungt. Det er jo ikke rigtig mig, som de kritiserer. De kritiserer sig selv, for det er dem, der ikke stiller de sjove spørgsmål.

- Egentlig er jeg lidt ligeglad med at blive kaldt kedelig. Mine fans, og dem, som følger mig, ved, hvilken personlighed jeg har. Så det tager jeg stille og roligt, siger Caroline Wozniacki.

/ritzau/

Caroline Wozniacki mener, at det er pressen, der stiller kedelige spørgsmål, og ikke hende, der er kedelig.

Offentliggjort Sidst opdateret