Wozniacki klar til fødselsdagsfinale

Caroline Wozniacki er klar til finalen ved Swedish Open, efter at hun besejrede italieneren Flavia Pennetta i tre sæt. I finalen venter spansk overraskelse.

En misset breakbold kunne være blevet dyr, men topseedede Caroline Wozniacki stod for presset og spillede sig fredag i finalen af tennisturneringen Swedish Open i Båstad med en sejr på 6-3, 4-6, 6-2 over den tredjeseedede italiener Flavia Pennetta.
Wozniacki havde en breakbold i italienerens serv ved 4-4 i andet sæt, men Pennetta vandt partiet og tvang herefter kampen ud i tre sæt ved at bryde Wozniackis serv.
Kampen var en yderst omskiftelig affære, hvor begge spillere gjorde flittigt brug af stopbolde og høje ballonbolde på gruset i Sverige, før danske Wozniacki trak sig sejrrigt ud af deres første møde.
I første sæt indledte Wozniacki med at få sin serv brudt, hvorefter hun brød Pennettas serv rent i kampens andet parti. Wozniacki, som lørdag fylder 19 år, brød sin modstander yderligere to gange i første sæt, mens 27-årige Pennetta kun kunne svare igen en enkelt gang.
Efter forskrækkelsen i andet sæt var der dog ingen pardon i tredje sæt, hvor Wozniacki brød sin modstanders serv to gange og servede sejren hjem, da hun pressede Pennetta til at slå bolden i nettet.
I finalen lørdag er Caroline Wozniacki storfavorit mod den spanske overraskelse Maria Jose Martinez Sanchez, som i sin semifinale besejrede argentineren Gisela Dulko i to sæt.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret