Wozniacki knuser kineser i Cincinnati
Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki har fået en god start ved WTA-turneringen Western & Southern Open i Cincinnati.
Wozniacki slog natten til onsdag dansk tid kinesiske Shuai Peng efter lidt over en time på tennisbanen med cifrene 6-1, 6-1.
Kineseren ligger nummer 35 på verdensranglisten, mens Wozniacki indtager en 10.-plads.
WTA-turneringen er den andensidste mulighed for at få kamptræning, inden årets sidste grand slam-turnering, US Open, går i gang senere på måneden.
Netop Wozniacki har ikke fået meget tid på banerne på det seneste.
I sidste uge tabte danskeren sin første kamp ved WTA-turneringen i Toronto i et maratonopgør mod rumænske Sorana Cirstea, der endte med at nå hele vejen til finalen, hvor hun tabte til Serena Williams.
Kampen i Toronto var den tidligere verdensetters første, siden hun blev slået ud i Wimbledon i anden runde.
Wozniacki kan risikere at drøne ind i Cirstea igen i sin næste kamp i Cincinnati. Først skal rumæneren dog slå modstanderen i første runde, belgieren Yanina Wickmayer.
Samtlige spillere fra verdens top-20 er med i turneringen i USA. Det betød, at Maria Sharapova også var klar efter den skade, som har holdt hende ude siden Wimbledon.
Det blev dog kun til en enkelt kamp i turneringen for russeren, der blev slået ud af amerikanske Sloane Stephens.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker