Wozniacki kollapser trods uddeling af nyt æg

Caroline Wozniacki tabte fredag til Caroline Garcia, men danskeren er alligevel klar til semifinalen ved WTA Finals. Foto: /ritzau/Then Chih Wey

Caroline Wozniacki startede igen overbevisende, men endte med at tabe til Caroline Garcia ved WTA Finals.

Offentliggjort Sidst opdateret

Caroline Wozniacki har vist tårnhøjt niveau ved WTA Finals i Singapore. Fredag fortsatte hun uddelingen af tennislektioner i første sæt mod Caroline Garcia i sidste gruppekamp, men herefter gik danskeren i stå.

Efter at have kostet rundt med den franske kvinde i første sæt, kom Wozniacki i problemer og endte med at tabe 6-0, 3-6, 5-7.

Wozniacki var dog på forhånd klar til semifinalen, men nu vides det ikke, om hun ender som etter eller toer i sin gruppe.

Med 6-0 i første sæt fredag har Wozniacki uddelt æg til samtlige sine tre modstandere i gruppen.

Simona Halep blev slået 6-0, 6-2, mens Elina Svitolina blev slået 6-2, 6-0 i første kamp.

Wozniacki var sikker på en plads i semifinalen allerede inden kampen, mens Garcia havde brug for en sejr, hvis hun ville i semifinalen.

Men franskmanden var aldrig i nærheden af noget som helst i første sæt.

På blot 22 minutter kørte Wozniacki sættet ind på kontoen med 6-0.

Fra starten af andet sæt kom Garcia bedre med. Wozniacki måtte slide hårdt for at holde serv til 1-0, og efterfølgende kom franskmanden på tavlen med et rent serveparti.

Danskeren fortsatte med at have det svært i egen serv, og ved stillingen 2-2 gik den ikke længere. For første gang i turneringen blev danskeren brudt.

En frustreret Wozniacki diskuterede med stigedommeren, mistede koncentration og endte med at tabe sættet 3-6 efter at være blevet brudt tre gange.

Til tredje sæt var danskeren tilbage på et højere niveau. Samtidig lavede Garcia flere fejl, og Wozniacki spillede sig på 3-1.

Dog haltede danskerens førsteserveprocent en del, og det gav hende hårdt arbejde i egne servepartier.

Det lykkedes dog at holde serv indtil 5-4, men da sejren skulle serves hjem, fejlede danskeren. Garcia brød tilbage.

I det efterfølgende parti var danskeren foran 40-0, men Garcia overlevede tre breakbolde og bragte sig i front med 6-5, hvorefter hun brød Wozniacki til sætsejr på 7-5.