Den fodskade, som Caroline Wozniacki pådrog sig for små to uger siden, hæmmede hende så meget, at hun torsdag røg ud af WTA-turneringen i Stuttgart efter nederlag på 4-6, 4-6 til tjekkiske Lucien Safarova, der ligger nummer 38 i verden.
- Jeg følte ikke, at jeg kunne bevæge mig 100 procent, og hvis du ikke kan bevæge dig, så kan du ikke løbe, siger hun.
Det var danskerens første kamp, efter hun blev skadet i sin ankel under en turnering i Charleston, og siden har meldingerne været, at skaden ikke var så alvorlig, og at den ikke ville give problemer i forhold til Wozniackis deltagelse i den kommende grand slam-turnering French Open.
Men torsdagens 1/8-finale mod Safarova viste en Wozniacki, der stadig var noget hæmmet af den dårlige fod.
Hendes bevægelser var ikke så fri, som de plejer, og det glid, som er nødvendigt at benytte sig af på gruset, fungerede skidt. Safarova udnyttede klogt danskerens dårlige dag.
- Hun fik mig til at løbe en del, men nu vil jeg bare sørge for at blive klar til min næste turnering, siger Wozniacki med henvisning til grusturneringen i Madrid, der begynder den 8. maj.
Med nederlaget kunne Wozniacki på ingen måder leve op til sin værdighed som topseedet i turneringen i Stuttgart.
French Open begynder den 23. maj.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub