Wozniacki: Li Na rider på en sejrsbølge

Det bliver på ingen måde nemt, når Caroline Wozniacki i semifinalen i Australian Open skal op imod kinesiske Li Na.

Kineseren er en af de få spillere i verden, som har en positiv statistik i de indbyrdes møder med danskeren, og sidste år var det netop Li Na, der sendte Wozniacki ud af grand slam-turneringen i Melbourne.

Ydermere er i Li Na i øjeblikket inde i en virkelig stærk stime. Hun vandt således den sidste opvarmningsturnering inden Australian Open - en turnering, hvor Wozniacki allerede røg ud i anden runde.

- Hun vandt i Sydney og rider virkelig på en sejrsbølge lige nu.

- Jeg tabte til hende sidste år her i Australian Open, og hun er en virkelig god spiller, der ikke har tabt en kamp endnu i år, siger Caroline Wozniacki.

Ja, faktisk har Li Na vundet de seneste 10 gange, hun er gået ind på en tennisbane, men danskeren mener bestemt, at der er muligheder.

- Jeg ved, at hun kan spille virkelig god tennis, men det kan jeg også. Det bliver frem for alt et spørgsmål om, hvem der vinder de rigtige bolde.

De to spillere har mødt hinanden tre gange tidligere i karrieren, og Li Na har vundet de to. Wozniackis sejr ligger tilbage til 2008, hvor de mødtes i en turnering i Luxembourg.

Li Na har vundet fire WTA-turneringer i sin karriere og ligger i øjeblikket nummer 11 i verden. Hun har dog tidligere været rangeret højere, da hun i august sidste år var oppe på en niendeplads. /ritzau/

Foto: SHUJI KAJIYAMA/AP

Li Na kommer med 10 sejre på stribe ind til Australian Open-semifinalen mod Wozniacki.

Offentliggjort Sidst opdateret