Verdenstoeren Vera Zvonareva var inden, sæsonfinalen i Doha gik i gang, den eneste, der kunne true Caroline Wozniackis placering som nummer et ved årets udgang. Men danskeren spolerede russerens ambition, da Wozniacki vandt to ud af sine i alt tre indledende gruppekampe og gik videre til semifinalen.
Dermed sikrede Wozniacki sig endegyldigt positionen som verdensetter ved årets udgang. Et mål, som hun fredag fik en pokal for at have opnået.
Zvonareva har vundet samtlige sine tre opgør i den modsatte gruppe, og hun vandt fredag aften i to sæt over belgieren Kim Clijsters. Med det resultat møder Zvonareva nu danskeren i den ene semifinale og kan tage sin egen lille hævn over ikke at nå op på verdensranglistens førsteplads med en sejr over den danske verdensetter.
Zvonareva har tidligere i år vundet over Wozniacki i semifinalen af grand slam-turneringen US Open, hvor hun endte med at tabe finalen til netop Kim Clijsters. Derudover har hun vundet en kamp på grus i Charleston, hvor danskeren trak sig i første sæt.
Men Wozniacki har også slået Zvonareva to gange i år, i finalerne i både Montreal og Beijing, og i alt står det 3-3 i indbyrdes kampe mellem de to kombattanter. Så der er lagt op til en meget tæt og spændende duel.
I den anden semifinale skal belgiske Kim Clijsters møde australske Samantha Stosur. Begge kampe spilles lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde