Wozniacki: OL-guld er større end at vinde en grand slam
Den nyudnævnte OL-fanebærer Caroline Wozniacki vil hellere vinde OL end en grand slam-turnering.
Normalt er det de store grand slam-turneringer, der står øverst på tennisstjernernes liste over prestigefulde sejre. Men for Caroline Wozniacki er OL det største, der kan vindes i år.
- OL er kun hvert fjerde år, og det bliver rigtig stort. Der vil man selvfølgelig gerne tage en medalje med hjem, så det er målet.
- At vinde OL eller at få en medalje med hjem vil betyde rigtig meget, siger Wozniacki.
Men det ændrer dog ikke meget i den danske tennisstjernes forberedelser og opbygning af sæsonen, at der i år er en ekstra vigtig turnering på programmet.
- Selvfølgelig tænker man på programmet rundt om OL, men samtidig er sæsonen så lang, at det bare gælder om hele tiden at forbedre sig og samtidig holde formen ved lige, siger hun.
Wozniacki blev fredag præsenteret som dansk fanebærer ved åbningsceremonien, når OL åbner 5. august i Rio de Janeiro.
Det er en rolle, verdensranglistens nummer 18 glæder sig til at udfylde.
- Det er en kæmpe ære, og noget jeg kan se tilbage på, når jeg en gang slutter min karriere. Det er der ikke mange, der kommer til at opleve, så det ser jeg virkelig frem til, siger Wozniacki.
Og selv om hendes vigtigste rolle ved OL bliver at forsøge at hive en medalje hjem til Danmark, så skal der også være plads til at udfylde rollen som holdkaptajn for de danske OL-atleter.
En rolle hun vil udfylde ved at bakke de andre danske OL-deltagere mest muligt op fra tilskuerpladserne, forklarer hun.
- Det er noget, jeg skal finde tid til, for det er en stor del af det at være fanebærer.
- Jeg har altid været en stor sportsfan, så jeg vil ud og se de andre fra holdet yde deres bedste, fortæller Wozniacki.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker