Wozniacki om overraskende US Open-exit: Det gør ondt
Caroline Wozniacki røg overraskende ud af US Open i anden runde. Foto: /ritzau/AP/Julio Cortez
/ritzau/AP/Julio Cortez
Danskeren ærgrer sig efter den uventet tidlige afsked med US Open, hvor hun tabte til Ekaterina Makarova.
Anden runde blev tidligt torsdag morgen dansk tid overraskende endestationen for Caroline Wozniacki, da hun var i aktion ved grand slam-turneringen US Open i New York.
Den femteseedede danske tennisspiller er trist til mode efter nederlaget på 2-6, 7-6, 1-6 til russeren Ekaterina Makarova, der aldrig tidligere havde besejret danskeren.
- Jeg skal lige komme mig lidt. Det er årets sidste grand slam og min favorit-grand slam, som nu er ovre.
- Det gør selvfølgelig ekstra ondt, når det er en turnering, jeg elsker at spille og normalt gør det godt i, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladets hjemmeside.
Danskeren er to gange nået frem til finalen ved US Open, og fem gange har hun stået i en semifinale i den amerikanske turnering, der bliver spillet på hardcourt.
Senest sidste år, hvor hun tabte til den senere vinder, tyske Angelique Kerber.
- Jeg prøver ikke at slå mig selv for hårdt i hovedet. Nu må jeg bare træne og forberede mig på resten af sæsonen, men det vil tage lidt tid at komme mig efter det her, siger danskeren.
Caroline Wozniacki måtte kæmpe hårdt for at tvinge kampen ud i tre sæt.
Den 27-årige dansker var bagud 3-5 i andet sæt, inden hun kom tilbage og vandt tiebreaken 7-5.
I tredje sæt var Caroline Wozniacki igen på hælene fra start, og sådan fortsatte det i resten af kampen mod Ekaterina Makarova, der har spillet flot på det seneste.
Danskeren førte ellers 7-0 i indbyrdes opgør over russeren før kampen, der blev spillet på bane 17.
29-årige Ekaterina Makarova ligger nummer 40 på verdensranglisten.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde