Wozniacki om sejr: Jeg holdt topniveauet

Stabiliteten og sejheden blev afgørende, da Caroline Wozniacki fredag spillede sig videre til semifinalen ved WTA-turneringen Kremlin Cup med en sejr over den forsvarende vinder Dominika Cibulkova.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Til slut var forskellen mellem os, at jeg kunne holde mit høje niveau. Jeg klarede at vinde de vigtige point, særligt i begyndelsen og i tredje sæt, siger Caroline Wozniacki.

- Det var en rigtig god kamp, og vi spillede begge vældig god tennis.

Danskeren vandt kampen 6-2, 6-7, 6-1, og det er hendes niende sejr i 12 opgør mod slovakken, som er nummer 14 i verden.

Den 22-årige dansker ligger i øjeblikket nummer 11 på verdensranglisten, men hun kan stadig nå at komme tilbage i top-10, inden sæsonen slutter.

I semifinalen møder Wozniacki Sofia Arvidsson fra Sverige. Svenskeren vandt flot med to gange 6-3 over hjemmebanefavoritten Maria Kirilenko.

Wozniacki fører med 6-2 i kampe over Arvidsson, der er nummer 46 på verdensranglisten.

/ritzau/AFP