Wozniacki panikker ikke ved ranglistedyk

I næste uge kan Caroline Wozniacki miste sin førsteplads på verdensranglisten til den hårdtslående belgiske supermor Kim Clijsters.

For mens danskeren bruger tid på træningsbanen i Monaco, har belgieren mulighed for at erobre førstepladsen ved en WTA-turnering i Paris.

Det er dog ikke noget, der ryster Wozniacki-lejren.

- Vi håber da, at hun kan forbliver nummer et nogle måneder eller uger endnu, men det er ikke en ambition i sig selv at fastholde placeringen, for hun vil jo blive nummer to eller tre på et tidspunkt under alle omstændigheder, siger far og træner Piotr Wozniacki til Jyllands-Posten.

Efter den missede matchbold og det ærgerlige semifinalenederlag i sidste uges store grand slam-turnering Australian Open, er Caroline Wozniacki kommet ned på jorden igen og ud på træningsbanen.

Nu skal der holdes fokus på at forbedre vinderslagene, mener hendes far.

- Hun har jo nået et af sine erklærede mål ved at blive nummer et, men det er jo kun sket, fordi vi hele tiden kun har fokuseret på at gøre hende bedre og ikke har ladet os rive med af al snakken omkring hende, siger Piotr Wozniacki.

I den kommende tid skal Caroline Wozniacki fokusere på træningen og de mindre turneringer, som når hun om en god uge deltager i den mindre turnering Dubai Tennis Championship.

- Man skal bare spille og prøve at udvikle sig i forhold til de langsigtede planer, og det gør man jo ikke i en grand slam, fordi kravene og forholdene er så specielle. Derfor er de små turneringer lige så vigtige som de store, siger Piotr Wozniacki.

/ritzau/

Belgiske Kim Clijsters kan snart overtage Wozniackis førsteplads. Men danskerens lejr tager det med ro.

Offentliggjort Sidst opdateret