Wozniacki slider sig til vigtig finale i maratondyst

Tennisspilleren Caroline Wozniacki har spillet sig til finalen i WTA-turneringen i Indian Wells i USA efter en sejr i en over to og en halv time lang dyst i tre sæt over tyske Angelique Kerber med cifrene 2-6, 6-4, 7-5.

Offentliggjort Sidst opdateret

Finalepladsen er vigtig for den 22-årige dansker, fordi turneringen rangerer lige under de fire grand slams. Det er første gang siden 2011, at Wozniacki er i en finale på det niveau.

Det så ellers ikke for lyst ud i første sæt, hvor den fjerdeseedede tysker hurtigt kom foran 4-0, før den tidligere verdensetter kunne pynte lidt på resultatet ved at vinde de to efterfølgende partier.

Med en mere offensivt spillende Wozniacki i slutningen af første sæt kunne man håbe, at andet sæt ville begynde mere fordelagtigt for danskeren. Men i stedet brød den 25-årige tysker Wozniacki i det første parti til 1-0 og kunne derefter serve til 2-0.

Herefter kom den ottendeseedede dansker mere ind i kampen, og de to spillere skiftedes til at tage partier indtil stillingen 4-4.

Undervejs var særligt partiet til 3-4 i Wozniackis serv en maratondyst, hvor Kerber flere gange havde mulighed for at bryde og sikre sig et komfortabelt forspring. Danskeren holdt dog serven og tog sidenhen også sættet.

I tredje sæt nåede danskeren op til 4-1, før tyskeren igen kom ind i kampen og spillede sig op på 4-5. Her havde Wozniacki mulighed for at serve sejren hjem, men fejlede og de to stod dermed lige 5-5.

Herfra nappede danskeren dog de to efterfølgende partier og dermed også sejren.

Wozniacki har tidligere haft svært ved at få has på Kerber, der ligger nummer seks i verden. Inden semifinalen havde Kerber vundet spillernes tre seneste opgør.

Både Wozniacki, der vandt turneringen i 2011, og Kerber var nået til semifinalen uden at skulle kæmpe sig igennem en kvartfinale.

Den forsvarende mester Victoria Azarenka trak sig fra sin kvartfinale mod danskeren på grund af en skade. Og det samme gjorde australske Samantha Stosur, der skulle have mødt tyskeren i den anden kvartfinale.

I finalen møder Wozniacki den andenseedede russer Maria Sharapova, der i sin semifinale slog sin landsmand Maria Kirilenko med 6-4, 6-3.

Finalen bliver søndag lokal tid.

/ritzau/