Wozniacki slipper for varmen i tredje runde i Australien
Caroline Wozniacki spiller mod Kiki Bertens om aftenen. Foto: Reuters/Issei Kato
Reuters/Issei Kato
Caroline Wozniacki spiller sin tredjerundekamp ved Australian Open om aftenen.
Caroline Wozniacki møder hollandske Kiki Bertens i tredje runde af Australian Open, og danskeren slipper for den værste australske varme, da det bliver en aftenkamp.
Men ifølge Wozniacki er den bagende hede, som har lagt sig over Australien, ikke noget som bekymrer hende.
- Det er ens for alle spillerne, og hvis det er varmt for mig, så er det også varmt for min modstander, siger hun.
Kampen spilles på Rod Laver Arena, der er turneringens største bane, og den skal spilles som den anden aftenkamp efter opgøret mellem Nick Kyrgios og Jo-Wilfried Tsonga, der spilles klokken 19 fredag aften lokal tid.
Det betyder, at kampen spilles fredag omkring middag dansk tid.
Der er meget varmt i Australien for tiden, og under torsdagens kamp mellem Novak Djokovic og Gaël Monfils nåede temperaturen op på 39,9 grader, hvilket det var tydeligt, at spillerne led under.
Når temperaturen rammer 40 grader, er det op til kampens dommer, om spillet skal stoppes.
Torsdag nøjedes danskeren med at træne i en halv time på bane 18 i Melbourne, efter hun onsdag slog kroatiske Jana Fett.
- Jeg spillede nok tennis i går, og det er varmt, så vi stopper nu, sagde den danske tennisstjerne efter den korte træning.
Caroline Wozniacki har mødt den 30-seedede hollænder, Kiki Bertens, to gange tidligere. Begge gange er det endt med dansk sejr - senest i Doha i fjor, hvor danskeren vandt i to sikre sæt.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker