Wozniacki taber semifinale i karrierens andensidste turnering
Caroline Wozniacki tabte i sin andensidste turnering i karrieren. Foto: Michael Bradley/Ritzau Scanpix
Michael Bradley/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki tabte overraskende semifinalen i Auckland til amerikanske Jessica Pegula med 6-3, 4-6, 0-6.
Caroline Wozniacki tabte overraskende semifinalen i WTA-turneringen ASB Classic i Auckland i New Zealand i tre sæt til verdens nummer 82, amerikanske Jessica Pegula, med 6-3, 4-6, 0-6.
Dermed har Wozniacki kun en single-turnering tilbage i karrieren, da hun har bebudet, at grandslam-turneringen Australian Open senere i januar bliver hendes sidste.
Lørdagens kamp blev indledt med et brud fra hver spiller, men herefter satte Wozniacki sig på opgøret og tog første sæt forholdsvis sikkert med 6-3.
I andet sæt kom 25-årige Pegula blæsende fra start og fik hurtigt oparbejdet en føring på 3-0. Wozniacki fik kæmpet sig tilbage til 3-3, men så tog Pegula fart igen.
Med nærmest fejlfrit spil tog amerikaneren sættet med 6-4.
Tredje sæt startede ligeså katastrofalt for Wozniacki som andet sæt, da Pegula igen kom foran 3-0.
Men denne gang havde danskeren ikke noget modsvar til Pegulas hårde og aggressive spil.
Pegula endte med at give Wozniacki et regulært "æg" og vandt sættet 6-0 og dermed kampen i tre sæt.
Efter kampen roste Pegula Wozniacki efter de to spilleres første møde nogensinde.
- Caroline har haft en fantastisk karriere, og hun stopper jo nu. Jeg spillede rigtig godt, og det er jeg glad for, sagde Pegula efter kampen.
I finalen venter den mangedobbelte grandslam-vinder Serena Williams, der lørdag morgen slog den amerikanske teenager Amanda Anisimova med 6-1, 6-1.
Wozniacki er dog ikke helt ude af WTA-turneringen i Auckland endnu.
Søndag spiller danskeren double-finale i turneringen sammen med Serena Williams.
Det nye doublepar vandt 7-6, 6-2 over belgierne Kirsten Flipkens og Alison Van Uytvanck i semifinalen.
I finalen venter vinderen af den rent amerikanske semifinale, hvor Taylor Townsend og Asia Muhammad møder Cori Gauff og Catherine Mcnally.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker