Fuldstændig som ventet havde Caroline Wozniacki ingen problemer med at overstå første runde i årets første grand slam-turnering, Australian Open.
I to sæt vandt den topseedede dansker 6-2, 6-1 over Anastasia Rodionova og slog sig videre i turneringen uden for alvor at være blevet presset til det yderste.
Den australske modstander med de russiske rødder er nummer 103 på verdensranglisten, og med nederlaget til danskeren, måtte Rodionova for fjerde år på stribe tage afsked med hjemlandets største tennisturnering allerede i første runde.
Mens Wozniacki med sine tunge grundslag holdt boldene i spil, viste Rodionova sig som en ganske anden spillertype.
Den hårdtslående og hårdt satsende australier imponerede flere gange med gyldne vinderslag, men som ranglisteplaceringen antyder, er der som oftest langt mellem de store øjeblikke.
Efter et første sæt, der varede næsten tre kvarter og i perioder lignede en jævnbyrdig duel, faldt Wozniackis modstander helt sammen i andet.
I et hav af uprovokerede fejl, blev boldene slået i nettet, ud over linjerne og generelt alle andre steder, end hvor de var tænkt.
Frustreret slog Rodionova flere gange ketsjeren i jorden og virkede til slut decideret opgivende.
Det blev altså en første kamp uden problemer for Caroline Wozniacki, der ikke viste nogen tegn på at være hæmmet af den betændelse, der satte sig i hendes venstre håndled i sidste uge.
I anden runde venter der danskeren en ny på papiret overkommelig opgave. Anna Tatishvili fra Georgien, som i øjeblikket er rangeret som nummer 83 i verden.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde