Wozniacki undersøges for aftalt spil

Det kostede angiveligt spilleselskaberne dyrt, at danske Caroline Wozniacki mandag måtte trække sig med en skade i låret i sin førsterundekamp mod Anne Kremer i WTA-turneringen i Luxembourg.

Ifølge Svenska Dagbladet hørte en polak takket være de opstillede mikrofoner Wozniackis far Piotr sige følgende i forbindelse med sidebyttet ved stillingen 7-5, 3-0:

- Når du fører 5-0, så kald træneren ind en gang til og sig, at du vil afbryde kampen. Du skal ikke spille næste kamp, sagde faren angiveligt på polsk.

Den polske spiller satte omgående et beløb svarende til 3000 danske kroner på Wozniackis luxembourgske modstander. Han fik pengene 40 gange igen i tilfælde af en sejr og spredte omgående det glade budskab via internettet, så andre også kunne nå at få glæde af tippet.

Den engelske avis The Mirror skriver, at der nu vil blive iværksat en undersøgelse af omstændighederne omkring Wozniackis skade. Det tager Piotr Wozniacki imidlertid meget roligt.

- Jeg kan kun grine af det. WTA var til stede ved kampen, og der var også fjernsyn på. Og vi har forklaret, hvordan situationen var, siger Piotr Wozniacki til tv2.dk.

Han roser sin datter for at trække sig, selv om hun formentlig kunne have vundet. Piotr Wozniacki mener ikke, at det ville have været sportsligt korrekt at spille kampen færdig, bare for at trække sig inden den næste kamp i turneringen.

/ritzau/

En polsk spiller har angiveligt tjent gode penge på at spille på, at Caroline Wozniacki tabte opgøret mod Anne Kremer i WTA-turneringen i Luxembourg.

Offentliggjort Sidst opdateret