Caroline Wozniacki var alvorligt på hælene mod den 21-årige russer Alisa Kleybanova i 4. runde af WTA-turneringen i tennis i Indian Wells i Californien.
Først midtvejs i kampen fik den danske verdensetter tilspillet sig overtaget og sikrede sig en plads i kvartfinalerne med cifrene 2-6, 6-3, 6-1.
Kleybanova, der er nummer 24 på den aktuelle verdensrangliste, befandt sig tilsyneladende bedst i de 33 graders varme i Indian Wells og vandt i en ruf første sæt ved at bryde danskerens serv to gange.
Vendepunktet kom, da Wozniacki i andet sæt brød til 3-1. Kleybanova svarede ganske vist igen med at bryde tilbage til 4-3, men efter endnu et servegennembrud til 5-3 hev Wozniacki sættet hjem.
I tredje sæt var der ikke mere krudt tilbage i russeren, der i første del af kampen voldte sin modstander store problemer med striber af forhåndsvindere - både ned ad linjerne og på tværs af banen.
Caroline Wozniacki nåede sidste år finalen i den stærkt besatte turnering, der rangerer lige under grand slam. Og vejen til en ny succes blev i hvert fald ikke vanskeligere efter frafald af flere højt seedede spillere tirsdag.
Belgiske Kim Clijsters måtte trække sig med en skulderskade efter at have vundet første sæt mod franskmanden Marion Bartoli, og Wozniackis overmand i sidste års finale, Jelena Jankovic, blev slået ud af sin serbiske landsmand Ana Ivanovic.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker