Wozniacki vil tage en tørn på landsholdet: Forbund jubler
Caroline Wozniacki var senest i kamp ved Australian Open i begyndelsen af året. (Arkivfoto). Foto: Eloisa Lopez/Reuters
Til april kan Caroline Wozniacki komme til at repræsentere Danmark ved Billie Jean King Cup.
Til april skal Danmarks kvindelige tennislandshold i kamp i Billie Jean King Cup, og det kan meget vel blive med et meget prominent navn i truppen.
Caroline Wozniacki har således meddelt Dansk Tennis Forbund, at hun er klar til at spille i de røde og hvide farver, skriver B.T.
Hendes far, Piotr Wozniacki, fortæller til mediet, at landsholdet er tænkt ind i den tidligere danske verdensetters plan for de kommende måneder.
Caroline Wozniacki har ikke spillet på det danske landshold siden 2015, og derfor er man hos Dansk Tennis Forbund begejstret over nyheden.
- Det er en super melding. Vi er meget glade for, at Caroline er kommet tilbage, og vi har altid haft indtrykket af, at hun gerne vil spille for Danmark, siger forbundets sportschef, Jens Anker Buus Andersen, til B.T.
Caroline Wozniacki gjorde sidste år comeback på tennisbanerne, efter at hun havde holdt pause i tre og et halvt år.
På grund af sine meritter på allerhøjeste niveau fik hun flere wildcards til WTA Tourens allerstørste turneringer, og ved US Open nåede hun helt frem til fjerde runde, før hun blev smidt ud af det amerikanske talent Coco Gauff.
Hun var senest i kamp ved Australian Open, hvor hun røg ud i anden runde.
Da hun annoncerede sit comeback, meddelte hun, at hun ønskede at spille ved OL i Paris i år, og hun har blandt andet talt om at spille mixeddouble med Holger Rune.
Caroline Wozniacki deltog senest ved OL i 2016, hvor hun bar dannebrog ind på det store stadion Maracanã ved åbningsceremonien i Rio de Janeiro.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker