Caroline Wozniacki åbnede noget famlende Swedish Open i Båstad, men vandt de spillemæssige problemer til trods alligevel over franske Alizé Cornet med 6-4, 6-3.
De to spillere leverede et bizart første sæt, hvor ni af de 10 servepartier blev brudt.
Mens Alizé Cornet ikke formåede at holde sin egen serv eneste gang, lykkedes det kun en enkelt gang for hendes danske modstander, der dermed vandt første sæt.
Symptomatisk for sættet skete det takket være en dobbeltfejl af Alizé Cornet - samme måde, som kampen i øvrigt sluttede på.
I andet sæt fortsatte servevanskelighederne for de to spillere, men igen var Wozniacki mindst ringe.
Selv om danskeren blev brudt tre gange, formåede hendes modstander kun at holde sin egen serv en enkelt gang, og det kostede hende livet i turneringen.
Og for at fuldende den specielle kamp, så nåede Cornets mobiltelefon at ringe og forstyrre Caroline Wozniacki, lige inden hun skulle forsøge at serve anden matchbold hjem.
En flov franskmand måtte liste over til sin taske for at slukke telefonen, inden spillet kunne fortsætte.
I anden runde møder Wozniacki den svenske hjemmebanefavorit Sofia Arvidsson, der er nummer 73 i verden. De to spillere har mødtes fem gange, og danskeren har vundet de fire seneste.
Den ene af disse kampe blev netop spillet i Båstad for to år siden. Dengang var Wozniacki også førsteseedet og vandt sikkert med 6-1, 6-3.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker