Caroline Wozniacki er videre til kvartfinalen i Australian Open efter en sejr på 6-3, 6-4 over lettiske Anastasija Sevastova. Kampen blev hårdere for danskeren end ventet.
Wozniacki begyndte kampen nervøst, og den danske verdensetter tabte både første og andet parti, hvor Sevastova pressede hende med en række gode bolde. Wozniacki fandt dog rytmen i tredje parti og sled sig derfra langsomt ind i kampen.
Det er syvende grand slam-turnering i træk, at Caroline Wozniacki er blandt de sidste 16 spillere, og via den rutine samt et solidt spil fra baglinjen begyndte hun at dominere sættet, der blev vundet med 6-3 efter fem partier i træk til Wozniacki.
I andet sæt var tilskuerne i Rod Laver Arena vidne til en langt mere lige kamp med flere lange og udmarvende dueller mellem Wozniacki og hendes modstander.
I sidste ende lykkedes det dog for verdensetteren at hente sejren, der samlet blev på 6-3, 6-4, men lettiske Sevastova pressede Wozniacki til det sidste og gav hende overraskende hård modstand i den australske varme.
Wozniacki var på forhånd storfavorit til at vinde over verdens nummer 46, som aldrig tidligere har klaret sig forbi anden runde.
20-årige Anastasija Sevastova havde samtidigt fået den værst tænkelige optakt til Australian Open, da hun måtte melde fra til begge sine planlagte opvarmningsturneringer på grund af bronkitis og tandpine.
Sygdommen til trods havde hun i Melbourne skabt sit bedste grand slam-resultat nogensinde ved at vinde tre kampe i træk, blandt andet over 21.-seedede Yanina Wickmayer.
Men håbet om avancement til næste runde blev slukket efter mødet med Wozniacki
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde