Wozniackis modstander: Jeg dikterede spillet

Det er ikke Caroline Wozniackis egen fortjeneste, at hun er klar til anden runde i årets første grand slam, Australian Open.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener i hvert fald hendes modstander i første runde, Sabine Lisicki, der tabte kampen 6-2, 3-6, 3-6.

- Jeg gjorde alt arbejdet, og jeg spillede aggressivt, men til slut var jeg ikke aggressiv nok, lyder det fra Lisicki efter kampen.

Undervejs begik tyskeren, der ligger nummer 36 i verden, 57 uprovokerede fejl - og slog 45 vinderslag.

- Tallene viser, at jeg dikterede spillet, mener hun.

Til sammenligning begik Wozniacki otte uprovokerede fejl og slog 12 vinderslag.

Lisicki havde gode muligheder for at hive sejren hjem i tredje sæt, hvor hun kom foran 3-0. Men Wozniacki tog alle de efterfølgende partier og dermed sejren.

- Jeg missede nogle bolde, og så mistede jeg noget selvtillid og var ikke så aggressiv som i første sæt. Det var min største fejl, og det kan jeg lære af, lyder det fra den 23-årige tysker.

- Caroline missede ikke boldene i andet og tredje sæt og fik bolden i spil, og så blev jeg for defensiv, tilføjer hun.

De to spillere står nu 2-2 i indbyrdes opgør.

/ritzau/