Wozniackis næste mål er grand slam-titel

Caroline Wozniacki har modtaget en del kritik for at kunne nå op som nummer ét i verden, selv om hun stadig har sin første sejr i en af de fire store grand slam-turneringer til gode.

Og Wozniacki stiller sig heller ikke tilfreds med at blive nummer et i verden. Nu vil hun forfølge sit andet meget store mål om at vinde en grand slam-titel.

- Mit næste mål er at vinde en grand slam-turnering. Jeg er fortsat ung, og jeg har god tid foran mig. Jeg har haft en fantastisk sæson og har grund til at være stolt af mig selv, siger Caroline Wozniacki om at blive nummer et i verden på et pressemøde i Beijing.

Wozniacki vil nyde sin nyvundne bedrift, som er opnået ved hjælp af stabilt spil over de seneste 12 måneder.

- Det er en fantastisk følelse. Jeg har spillet virkelig godt, og det er et stort øjeblik for mig i min karriere, siger den 20-årige dansker.

Wozniackis bedste resultat i en grand slam-turnering var sidste års finaleplads i US Open, hvor hun tabte til belgieren Kim Clijsters. Årets bedste grand slam-resultat er en semifinale i samme turnering. Men Wozniacki er sikker på, at hun nok skal nå helt til tops i en grand slam.

- Jeg er stadig ung, så jeg har stadig lang tid foran mig. Jeg har haft en fantastisk sæson, og jeg synes, jeg kan være stolt af dette, siger hun

WTA Tourens chef, Stacey Allaster, anerkender Wozniackis præstation og kalder hende "en meget, meget fortjent nummer et".

- Der er kun to spillere, som i år er nået frem til fjerde runde i alle fire grand slams. Det er Caroline og Venus Williams.

- Hun har vundet flere kampe end nogen anden på Touren, og Caroline er den mest stabile spiller over den seneste 12 måneders periode, siger Allaster.

Wozniacki har vundet fem WTA-titler i år, og hun er i alt nået til tops i 11 WTA-turneringer i karrieren.

/ritzau/

Foto: ANDY WONG/AP

Caroline Wozniacki stiller sig ikke tilfreds med at blive nummer et i verden. Nu vil hun forfølge sit andet meget store mål om at vinde en grand slam-titel.

Offentliggjort Sidst opdateret