Wozniackis overkvinde uddeler æg i semifinaleindtog
Coco Gauff havde ingen problemer med Jelena Ostapenko i kvartfinalen i US Open. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
En suveræn Coco Gauff udraderede Jelena Ostapenko på vej mod sin første semifinale i US Open.
Søndag satte hun en stopper for Caroline Wozniacki i US Open, og nu er amerikaneren Coco Gauff for første gang i sin karriere klar til semifinalen i hjemlandets største tennisturnering.
19-årige Gauff viste i sin kvartfinale, at det ikke var uden grund, at bookmakerne havde udnævnt hende til storfavorit mod Jelena Ostapenko fra Letland.
For anden gang i turneringen uddelte hun "æg" og vandt første sæt med 6-0, inden hun sikrede sig sejren med 6-2 i andet.
Som cifrene mere end antyder, var der klasseforskel i kampens indledning. En lettere modløs Ostapenko vandt sølle syv dueller i hele første sæt, som var overstået på 21 minutter.
Letten, der er nummer 21 i verden, forsøgte at starte på en frisk i andet sæt, men kom sløjt fra start og tabte omgående sit eget serveparti.
Hun slog dog tilbage, og partierne blev længere og mere jævnbyrdige. Men der var stadig for mange uprovokerede fejl. Og Gauff formåede med sin hurtighed at besvare stort set alle de udfordringer, hun blev sat på.
Tre servegennembrud gav Gauff en 5-2-føring, og til publikums begejstring lykkedes det amerikaneren at serve sejren hjem på sin tredje matchbold.
I semifinalen skal hun op imod enten Karolína Muchová fra Tjekkiet eller rumæneren Sorana Cîrstea.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker