Wozniackis rivaler blæser videre i Paris
Favoritterne havde ingen problemer, da French Open mandag tog fat på dag to af sæsonens anden grand slam-turnering.
Fjerdeseedede Agnieszka Radwanska gav ikke israelske Shahar Peer en chance, da hun vandt 6-1, 6-1.
Polske Radwanska, der var i finalen ved Wimbledon sidste år, har ellers ikke de bedste erfaringer med gruset på Roland Garros. Hendes hidtil bedste resultat i Paris er kvalifikation til fjerde runde.
Heller ikke vinderen fra 2011, kinesiske Li Na, efterlod nogen tvivl om, hvem der var stærkest, da hun indledte mandagens program på hovedarenaen Philippe Chatrier.
Li Na besejrede veteranen Anabel Medina Garrigues fra Spanien med 6-3, 6-4 og er dermed også klar til anden runde.
Derimod er det overraskende slut for 24.-seedede Julia Görges fra Tyskland.
Görges, der gik ind i turneringen med en skade i håndleddet, tabte 6-7, 0-6 til den slovakiske kvalifikationsspiller Zuzana Kucova, der på den seneste verdensrangliste indtager en placering som nummer 359.
Og mandag aften vandt andenseedede Maria Sharapova fra Rusland også uden besvær 6-2, 6-1 over Su-Wei Hsieh fra Taiwan. Sharapova møder i anden runde canadieren Eugenie Bouchard.
Den enlige danske deltager i kvinderækken, Caroline Wozniacki, vandt sin første kamp 6-3, 6-2 over briten Laura Robson.
I anden runde venter serberen Bojana Jovanovski, som ligger nummer 47 i verden, på den 10.-seedede dansker. Det seneste indbyrdes opgør vandt Jovanovski overraskende, da de mødtes i WTA-turneringen i Rom.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde