Det virkede umiddelbart, som om Danmarks nykårede verdensetter i tennis, Caroline Wozniacki, pådrog sig en alvorlig knæskade i sin kvartfinalekamp ved China Open.
Men heldigvis ser skaden ikke ud til at være så slem, som det først var frygtet, siger hendes danske træner, Michael Mortensen, som har fået en sms fra Caroline Wozniacki.
- Caroline har skrevet til mig efter kampen, at hun har det okay efter omstændighederne, og at det heldigvis ikke er så slemt, som det så ud til. Så det er positivt, siger Michael Mortensen, der got kan forstå, hvis Caroline Wozniacki fik et stort chok.
- Hun fik selvfølgelig et chok, for hun har været skadet en gang i år, og så mærker hun pludselig, at knæet giver efter under hende, siger han.
Han kan dog godt forstå, at Caroline Wozniacki valgte at fortsætte kampen, og ser det som den rigtige beslutning, da det gælder vigtige point til ranglisten.
- Hun ville ærgre sig gul og blå, hvis hun havde valgt at trække sig fra kampen og måske på grund af den kamp ikke havde fået de point, der gør, at hun forbliver nummer et i verden, når sæsonen er overstået, siger Michael Mortensen.
Caroline Wozniacki har en vilje til at fortsætte, som overgår langt de flestes, vurderer han.
- Hun har en smertetærskel, der virkelig vil noget. Hun er enestående til at abstrahere fra træthed og smerte og stadig være fokuseret på opgaven forude og løse den, siger Michael Mortensen.
Men selvom Caroline Wozniacki utrolig gerne vil spille i morgen, så tror Michael Mortensen dog ikke, at hun stiller op til semifinalen, hvis ikke hun føler sig 100 procent i stand til at vinde.
- Hvis hun vurderer, at hun ikke er 100 procent fysisk klar og ikke kan vinde kampen, så tror jeg ikke, hun spiller. Og hun får heller ikke lov af Piotr, hvis han vurderer, det er for risikofyldt, siger Caroline Wozniackis danske træner.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde