Xavi fejer rygter om fyring af bordet: Tilliden er intakt
Xavi har besluttet sig for at træne videre i FC Barcelona efter sommerferien, men nu er der sået tvivl om hans fremtid. Foto: Albert Gea/Reuters
Ifølge Barcelonas cheftræner har han ikke mistet tilliden fra ledelsen trods rygter om det modsatte.
En række spanske medier kunne fredag berette, at en fyreseddel var på vej til cheftræneren Xavi i FC Barcelona.
Men hovedpersonen selv afviser på et pressemøde lørdag forud for hjemmekampen mod Rayo Vallecano, at der er problemer mellem ham og ledelsen.
- Klubben giver mig ro i sindet. Vi fortsætter engagementet og ambitionerne i resten af sæsonen og næste. Vi arbejder hårdt og har et projekt.
- Præsidentens tillid er intakt, og det samme er Deco (sportsdirektør, red.) og Yustes (Rafael Yuste, vicepræsident for sport, red.). Intet har ændret sig. Jeg forstår medierne, men jeg har fået at vide, at intet har ændret sig, siger han ifølge Marca.
Rygterne om Xavis fyring begyndte at florere, efter at den tidligere midtbanespiller op til kampen mod Almeria tidligere på ugen omtalte klubbens økonomiske situation.
Xavi sagde ifølge nyhedsbureauet AP, at "vores fans og klubmedlemmer må forstå, at situationen er svær, først og fremmest på et økonomisk niveau, i forhold til at konkurrere med Real Madrid eller andre hold i Europa".
Det faldt angiveligt klubpræsident Joan Laporta for brystet.
44-årige Xavi satte sig i trænersædet i 2021 og førte klubben til mesterskabet sidste år.
Denne sæson er gået knap så godt for Xavi og spillerne, som kun har andenpladsen i La Liga tilbage at gå efter.
Tidligere i år meddelte Xavi, at hans tid i Barcelona ville slutte ved udgangen af denne sæson, men i april ombestemte han sig og fortalte, at han alligevel ville fortsætte.
På det tidspunkt slog han fast, at der var mere at komme efter med den catalanske storklub. Spørgsmålet er, om han får lov til at udføre det efter sommerferien.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det kan gå godt med mig som træner. Jeg har et ekstraordinært fundament i truppen, særligt med klubbens egne talenter. Næste år er vi mere konkurrencedygtige, siger Xavi.
Barcelona har før de sidste to runder fire point ned til Girona og kan derfor sikre sig andenpladsen mod Rayo Vallecano.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned