Xavi: Storsejr sender Barcelona den rigtige vej
Cheftræner Xavi Hernandez mener, at Barcelonas storsejr over rivalerne fra Real Madrid kan betyde, at magtbalancen er ved at udligne sig i toppen af spansk fodbold. Foto: Susana Vera/Reuters
Susana Vera/Reuters
4-0-sejren over Real Madrid understreger, at Barcelona er på vej tilbage til toppen af fodbold, siger Xavi.
Selv om Real Madrid ligner noget nær en sikker vinder af det spanske mesterskab i årets La Liga, tyder søndagens El Clasico-opgør på, at magtbalancen er ved at udligne sig iblandt de spanske storklubber.
For da Real Madrid bød Barcelona velkommen søndag aften, kvitterede den catalanske storklub med en omgang klø og et 0-4-nederlag til kongeklubben.
Men er Barcelona for alvor tilbage på toppen af spansk fodbold?
Måske, siger klubbens cheftræner Xavi Hernandez.
- Det her er i hvert fald den rigtige vej, tilføjer han.
Pierre-Emerick Aubameyang satte to mål i kassen, og både Ronald Araujo og Ferran Torres kom på tavlen for Barcelona i søndagens El Clasico.
Og ifølge Xavi bør Real Madrid prise sig lykkelige over, at det ikke blev til mere end fire mål.
- Vi havde en masse chancer, og vi var langt bedre end Madrid - langt bedre, siger han.
Mens det næppe for alvor ryster Real Madrids mesterskabsambitioner i indeværende sæson, kan det give et praj om, at Barcelona er klar til at dyste med om mesterskabet i næste sæson.
- Det her kan ændre dynamikken for nutiden og fremtiden, siger Xavi.
Barcelona er blandt de mest vindende spanske klubber i nyere tid, men har i de seneste år taget afsked med ikoner som Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez. Catalanerne har ikke vundet det spanske mesterskab siden 2019.
I den anden trænerstol ærgrede Real Madrids italienske cheftræner, Carlo Ancelotti, sig over det store nederlag.
- Vi spillede ringe, og jeg havde planlagt kampen dårligt, siger han.
- Jeg vil gerne sige undskyld for nederlaget, og at jeg ærgrer mig. Men vi bliver nødt til at se på det større billede.
Hovedstadsklubben manglede både venstrebacken Ferland Mendy og stjerneangriberen Karim Benzema, som på det seneste har været i forrygende form.
Real Madrid fører i øjeblikket La Liga med ni point ned til den nærmeste udfordrer, Sevilla, som har 57 point.
Barcelona har 54 point, men har spillet én kamp mindre. Formår catalanerne at tage tre point i den, overhaler de Sevilla på målforskel.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde