Ydmyg Bernal vil bare gerne gennemføre Danmark Rundt

Egan Bernal blev hyldet af danskerne på torvet i Allerød, før starten gik på 1. etape. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Danmark Rundt er et godt løb at starte ud med efter så lang en skadespause, mener Egan Bernal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Under normale omstændigheder ville Egan Bernal være blandt de absolut største favoritter til et cykelløb som PostNord Danmark Rundt.

Og hvem ved, om han også ender med at blive det, som ugen skrider frem. Ikke colombianeren selv i hvert fald. Han kører i denne uge sit første løb siden et voldsomt styrt i januar og har kun én ambition.

Det siger han før tirsdagens åbningsetape fra Allerød til Køge.

- Hvis jeg kan fuldende løbet uden smerter eller problemer, er det stort for mig, forklarer han.

Det var i hjemlandet Colombia, at Ineos-stjernen på sin enkeltstartscykel bragede ind i bagenden på en parkeret bus i årets første måned.

Mere end 20 knogler brækkede, lungerne kollapsede, og brud på røgsøjlen krævede flere operationer. Med andre ord var karrieren i overhængende fare for den tidligere vinder af Tour de France og Giro d'Italia.

Han har sågar selv forklaret, at han var ved at dø efter sit uheld, og med den viden i baghovedet er han bare lettet over at sidde på cyklen igen.

- Jeg er rigtig glad. Vi må se, hvordan benene har det. Det vigtigste er at komme sikkert gennem løbet og nyde det, så meget jeg kan, siger han.

Først på sidste etape fra Give til Vejle rammer rytterne tilnærmelsesvist et terræn, som den bjergglade klatrer normalt klarer sig bedst i.

- Det er mest fladt. Faktisk kun fladt. Forhåbentligt kommer der ikke for meget vind. Så kan jeg nyde det lidt mere. Men det er et godt løb at starte ud med i forhold til etaperne og enkeltstarten, siger han.

- Der er ikke noget pres på mig. Jeg har trænet godt, men løb er altid andeledes.

- Bare at være en del af et felt med så mange ryttere igen bliver svært for mig, men vi må se, om jeg kan håndtere det og hjælpe holdet en smule, siger han.

Ineos er på papiret det nok stærkeste hold, der deltager i PostNord Danmark Rundt. Foruden Bernal tæller holdet en anden tidligere Tour-vinder, Geraint Thomas, og den tidligere verdensmester Michal Kwiatkowski.

/ritzau/