Den normale anfører, Christian Poulsen, vendte mandag tilbage til fodboldlandsholdet, efter at han blev vraget til truppen, der vandt 2-0 over Norge i sidste måned.
Midtbanespilleren, som deltog i træningen i Helsingør, er atter med i landstræner Morten Olsens planer, efter at hans skifte fra engelske Liverpool til Evian i Frankrig har givet ham spilletid.
Christian Poulsen er dog klar over, at han ikke bare kan forvente at gå direkte ind på landsholdets centrale midtbane, hvor Niki Zimling og William Kvist gjorde det rigtig godt mod Norge.
- Jeg er glad for, at Morten Olsen vil have mig med igen. Hvor mange minutters spilletid, det bliver til, eller om det bliver på bænken eller som spiller fra start, det må vi se, siger Christian Poulsen.
Danmark møder på fredag Cypern på udebane i EM-kvalifikationen, og fire dage senere kommer Portugal på besøg i København til en mulig gruppefinale.
Christian Poulsen går ikke så meget op i, hvorvidt han kommer til at indtage sin gamle rolle som anfører.
- For mig er det ikke noget tema. Det er et tema, at jeg har skiftet klub, og det er en ny start for mig.
- Ved forhåbentlig at spille noget mere i klubben, skal jeg bevise, at jeg er god nok til at være med på landsholdet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker