Youtubere og influencere tiltrækker millioner af fans med ny bokseform
Youtuber Olajide "KSI" Olatunji boksede i oktober sidste år mod professionel bokser og realitystjerne Tommy Fury. Angiveligt købte 1,3 millioner pay-per-view-adgang til eventet. (Arkivfoto). Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
YouTube-kendisser og TikTok-influencere har gjort deres indtog i bokseverdenen. Trods et tvivlsomt bokseniveau følger millioner af fans med i deres kampe.
En ny tendens vokser sig større og større i bokseringen.
Hvor boksere som Floyd Mayweather, Manny Pacquiao og Mikkel Kessler var gårsdagens stjerner i ringen, har mange af de nye ansigter en ting til fælles: Ingen af dem er traditionelle boksere.
De populære YouTube-kendisser Olajide "KSI" Olatunji og brødrene Logan og Jake Paul er blandt de nye ansigter i ringen. Deres kampe har solgt lige så mange pay-per-view-adgange som nogle af historiens største boksekampe.
Mange af kampene er organiseret af promotorvirksomheden Misfits Boxing, som "KSI", der har over 24 millioner abonnenter på YouTube, er medstifter af.
Sammen med streamingtjenesten DAZN har Misfits Boxing skabt en enorm platform for boksekampe mellem blandt andre internetpersonligheder, rappere og professionelle boksere
Annonce
Konceptet kaldes for "crossover boxing".
Det er en slags genfødsel af 00'ernes populære kendisboksning, hvor man i Danmark så boksekampe mellem kendte som realitystjernen Sidney Lee og den tidligere fodboldspiller Stig Tøfting.
Fælles for størstedelen af crossover boxing-kampene er, at det ikke er et højt bokseniveau, der sælger produktet.
Ifølge "KSI" er det i stedet underholdning, der er i fokus og gør kampene interessante.
- Jeg prøver ikke at dyste i traditionel boksning. Det handler om, hvem der kan være mest underholdende, har "KSI" sagt til The Guardian.
I Danmark er eventet "Stjerneboksning" blevet afholdt fire gange siden 2019, hvor danske realitystjerner og internetpersonligheder har mødt hinanden i bokseringen.
Formand for Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF), Jesper D. Jensen, syntes oprindeligt, at det var pinligt for de deltagende, men nu ser han i stedet på, hvad kampene giver.
- Overordnet er vi ikke negative omkring det, siger han og understreger, at de lægelige bokseregler stadig skal overholdes i crossover boxing.
- I stedet for at vi sidder med armene over kors og siger: "hvad er det her for noget pjat", kan influencerne skabe mere fokus på den professionelle boksning.
Efter mange måneders hård tale mod hinanden på sociale medier endte youtuberen Logan Pauls kamp mod MMA-kæmper Dillon Danis i oktober 2023 i stort slagsmål mellem de to lejre. (Arkivfoto). Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Det er medskaber af Misfits Boxing og tidligere promotor for blandt andre Mikkel Kessler, Kalle Sauerland, enig i.
Annonce
- Det er vigtigt at give børn en grund til at tage boksehandskerne på. Måske bliver de den nye Mikkel Kessler - eller den nye "KSI", siger han.
Professionelle boksere skal igennem en boksepromotor for at få kampe. Promotorerne driver også forretning, og de har fået øjnene op for influencerne.
- Det gælder om at få mennesker ind, så promotorerne kan få stævnerne betalt, siger Jesper D. Jensen.
Og Misfits Boxing-events får mennesker ind, forklarer Kalle Sauerland.
- Til de unge traditionelle bokseres kampe, der ligger i begyndelsen af et bokseevent, er der 50 tilskuere. I crossover boxing kæmper nybegyndere foran 20.000 tilskuere, når der er flest.
Ifølge Kalle Sauerland solgte Misfits Boxings events i 2023 flere pay-per-view-adgange i Storbritannien end de store britiske boksere Tyson Fury, Anthony Joshua og Chris Eubank Jr. gjorde tilsammen.
Både Misfits Boxing og Stjerneboksning har planlagt events i 2024.
Jesper D. Jensen håber dog, at traditionel boksning får den største interesse.
- Hvis det bliver det nye mainstream, så er det boksning, der har fejlet, siger han.
Hvis ikke det skal ske, så kræver det, at traditionel boksning udvikler sig, mener Kalle Sauerland.
Annonce
- Noget som færre runder passer bedre til folks opmærksomhed nu til dags. Jeg kan garantere, at nogle ting fra crossover boxing bliver bragt over til den traditionelle boksning.
- Måske bringer jeg dem endda selv derover, siger han.
/ritzau/
Misfits Boxing og crossover boxing
* Misfits Boxing er en boksepromotorvirksomhed, der blev skabt af den britiske youtuber Olajide "KSI" Olatunji, boksepromotorerne Mams Taylor og brødrene Nisse og Kalle Sauerland i 2022.
* Sammen med streamingtjenesten DAZN har Misfits Boxing skabt en platform, hvor blandt andre internetpersonligheder, rappere og professionelle boksere kæmper mod hinanden. Misfits Boxing kalder det "crossover boxing".
* "Crossover boxing" steg i popularitet, da "KSI" og YouTube-kollegaen Logan Paul to gange mødtes i bokseringen. Første gang i 2018. Siden har professionelle boksere også været i ringen mod internetpersonligheder. Blandt andet tabte "KSIs" lillebror, Deji, til den ubesejrede, amerikanske bokser Floyd Mayweather Jr.
* I oktober 2023 boksede "KSI" mod den professionelle bokser og realitystjerne Tommy Fury. Til samme event boksede Logan Paul mod MMA-kæmperen Dillon Danis. Eventet solgte angiveligt 1,3 millioner pay-per-view-adgange.
* I Danmark er eventet "Stjerneboksning" blevet afholdt fire gange siden 2019, hvor internetpersonligheder og influencere mødes i bokseringen.
Kilder: The Guardian, Manchester Evening News, The Economic Times og Instagram.
Seneste artikler
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Nikolaj er beviset: Alle tog fejl
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud