Yussuf Poulsen og Leipzig tilbage på toppen i Tyskland
Yussuf Poulsen havde flere gode aktioner, men kom ikke på måltavlen lørdag mod Hertha Berlin. Foto: AP/Michael Sohn
AP/Michael Sohn
Efter sidste uges nederlag mod Ingolstadt er oprykkerne tilbage som etter efter 2-0-sejr over Hertha Berlin.
RB Leipzig er tilbage på førstepladsen i Bundesligaen.
Efter sidste uges svipser mod Ingolstadt slog Yussuf Poulsen og co. lørdag på eget græs Hertha Berlin med 2-0.
Timo Werner og Willi Orban scorede målene for oprykkerne, der styrede slaget fra start til slut.
Med sejren har Leipzig et hul på tre point til mestrene fra Bayern München, der først skal i aktion søndag mod Darmstadt.
Yussuf Poulsen var indblandet i mange farlige situationer, men danskeren var uden aktie i de to scoringer.
Timo Werner åbnede fem minutter før pausen, da Naby Keita assisterede frontløberen med en fræk aflevering gennem Hertha-Berlin-forsvaret. Werner tog et par træk og gjorde det til 1-0.
Sejren blev cementeret efter en times spil, da svenske Emil Forsberg lagde et hjørnespark ind i panden på en umarkeret Willi Orban.
Yussuf Poulsen havde kort efter et skudforsøg, der blev blokeret og vippet over Berlin-målet til hjørnespark.
Et kvarter før tid var den danske angriber endnu tættere på. Et hjørnespark fra Forsberg blev headet hen til Poulsen, der hårdt presset fik kontrol over bolden og trykkede på mål, men måtte se sit forsøg reddet.
Kampen var en ensidig affære, og selv om Hertha Berlin hører til i toppen af Bundesligaen, så havde gæsterne ikke et eneste forsøg inden for målrammen.
I en anden kamp lørdag kom Yussuf Poulsens danske landsholdskolleger Andreas Christensen og Jannik Vestergaard ned på jorden sammen med Borussia Mönchengladbach.
Efter sidste uges sejr over Mainz røg danskerklubben ind i et 0-1-nederlag ude mod Augsburg.
Martin Hinteregger blev matchvinder for Augsburg, da han headede et hjørnespark i mål et kvarter før slutfløjt.
FC Köln med Frederik Sørensen på banen gennem hele kampen spillede på udebane 1-1 mod Werder Bremen.
Mainz-målmand Jonas Lössl blev passeret en enkelt gang mod Hamburger SV, men det lykkedes alligevel Mainz at slå de nordtyske gæster med 3-1.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned