Mathias "Zanka" Jørgensen på det danske VM-hold som gardering for Daniel Agger, Simon Kjær og Per Krøldrup i midterforsvaret er måske ikke en helt vanvittig tanke.
Den 20-årige FC København-spiller har været et af sit holds bedste i foråret, og søndag gjorde han endnu mere opmærksom på sig selv med 1-0-scoringen i FCK's 2-0-udesejr over Brøndby i SAS Ligaen. VM-truppen udtages den 10. maj, men "Zanka" vil helst ikke tænke for meget over, om han kommer med til VM efter sine gode præstationer på ligaens førerhold.
- Det er mere mine venner, som fortæller mig, at jeg måske bør komme med. Der er selvfølgelig en mulighed, men den er ikke særlig stor. Jeg vil godt indrømme, at jeg har spillet godt i foråret, så selvfølgelig er der noget, som også taler for mig, siger "Zanka".
Han har modtaget ros fra FCK-træner Ståle Solbakken ved flere lejligheder i foråret, og holdkammeraten William Kvist, som efter alt at dømme kommer med i VM-truppen, er sikker på, at "Zanka" er en spiller, landstræner Morten Olsen overvejer at udtage.
- Jeg tror, FCK har en række spillere, som Morten Olsen overvejer at udtage, for der er mange af os, der har været inde omkring landsholdet tidligere. Blandt dem tæller helt sikkert også "Zanka", som har været stærk i foråret, vurderer Kvist.
Mange af de andre kandidater til VM-holdet fejler for tiden. OB's Anders Møller Christensen, som længe har været det bedste bud på den fjerde midterforsvarer i VM-truppen, er i øjeblikket blot reserve for fynboerne.
"Zanka" er noteret for én landskamp, og den spillede han i 2008, hvor Danmark i Brøndby tabte en venskabskamp med 0-1 til Wales.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker