Zanka: Som at spille Champions League

Mathias "Zanka" Jørgensen er klar til at overtage pladsen i midterforsvaret fra den ankelskadede Simon Kjær, når fodboldlandsholdet på lørdag møder Norge i Oslo.

Den 20-årige FC København-spiller har tænkt sig at gå ind til EM-kvalifikationskampen på samme måde som til de store europæiske kampe, han har spillet med FCK.

- Jeg går ud fra, at det vil være det samme som at spille en Champions League-kamp. Det kan godt være, at man har nogle andre farver på trøjen, men ellers er det de samme procedurer, siger han.

- I Champions League står man i lige så høj grad over for nogle af verdens bedste angribere. Det giver hår på brystet, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

Den unge forsvarsspiller, som står over for sin fjerde landskamp, er fortsat glad for bare at være en del af truppen omkring A-landsholdet.

- Alene det, at jeg har gjort mig fortjent til at være en mulighed blandt midterforsvarerne, det er jeg meget glad for. Især fordi Daniel Agger og Simon Kjær er utroligt gode fodboldspillere.

- Det, at jeg er et alternativ, viser, at de ikke skal føle sig helt sikre på at spille hver gang, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

Han startede blandt andet inde i venskabskampen mod England i februar i stedet for Simon Kjær. På sigt er ambitionerne at spille hver gang.

- Selvfølgelig vil jeg gerne spille fast, men man skal også gå ind til tingene med en vis ydmyghed. Man kan ikke bare komme buldrende og tro, at man ejer det hele, siger Mathias "Zanka" Jørgensen./ritzau/

Mathias "Zanka" Jørgensen", der afløser skadede Simon Kjær mod Norge, ser kampen som en Champions League-kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret