Efter et halvt år uden hjemmesejr lykkedes det AaB at besejre FC Nordsjælland i Aalborg i den nye træner Kent Nielsens første kamp på hjemmebane.
Og den nye træners håndskrift kan allerede mærkes, mener målmand Karim Zaza, der roser Nielsens mandskabsbehandling.
- Kent er rigtig dygtig til at fortælle, hvad han forventer af den enkelte spiller. Magnus Pehrsson talte mere generelt til hele holdet, men i vores situation er det vigtigt, at der er klarhed.
- Hvis ikke der bliver talt direkte til én, kan spillerne hurtigt tro, det drejer sig om sidemanden, uddyber Karim Zaza.
AaB-målmanden er glad for sejren. Men han er samtidig den første til at indrømme, at den kom i stand gennem fight snarere end flot spil.
- Det er stadig op ad bakke for os, og skal vi være ærlige, så spillede vi jo ikke fantastisk i dag. Vi laver stadig flere fejl end holdene, der ligger over os. Men vi stod kompakt og arbejdede flot, siger Karim Zaza.
AaB's første målscorer, Jeppe Curth, er en lettet mand efter sejren og scoringen, som var den tidligere superligatopscorers første siden begyndelsen af april.
- Der er stort pres på mig og de andre angribere for at få scoret. Der er kommet nye angribere til, og der sidder nogle på bænken og venter på at komme ind.
- Så for mig personligt giver det stor selvtillid at komme på måltavlen, og for holdet var det vigtigt, at vi ikke behøvede mange chancer for at lave de to mål, siger Jeppe Curth.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde