Zidane efterlyser stabilitet efter nederlag mod Mallorca
Real Madrids træner vil ikke bruge savnet af flere topspillere som forklaring på nederlag til oprykkerhold.
Real Madrid tabte lørdag overraskende 0-1 på udebane mod Real Mallorca, og det er første gang siden 2006, at storklubben rejser hjem fra ferieøen uden point.
- Problemet er, at vi hver tredje dag skal vise, at vi er gode. Men det gør vi ikke. Vi er nødt til at være stabile. Vi skal have mere liv i vores spil, hvis vi skal vinde noget i denne sæson, siger Real Madrids træner, Zinedine Zidane, efter nederlaget til Real Mallorca, der er blandt oprykkerne i den bedste spanske liga.
Nederlaget er Real Madrids første i ligaen i denne sæson, men endnu mere bekymrede for Zidane og holdets tilhængere var den manglende skarphed i angrebet.
Mallorca kom allerede foran efter syv minutters spil på mål af Lago Junior.
Allerede før Real Madrid blev ramt af en udvisning til Álvaro Odriozola i det 74. minut, virkede holdets forsøg på at komme tilbage i kampen halvhjertet.
- I anden halvleg skabte vi ikke ret mange store chancer. Vi manglede en smule af det hele i dag, siger Zidane.
Real Madrid stillede op uden en stribe store navne som Gareth Bale, Luka Modric, Toni Kroos og Eden Hazard, men det vil Zinedine Zidane ikke bruge som forklaring på nederlaget.
- Disse spillere er skadede, og vi har andre, der også er gode. Men hver gang de spiller, skal de vise, at de er gode, at de har niveauet til at spille for Madrid. Det gjorde vi ikke i dag, siger han.
Med nederlaget missede Real Madrid chancen for at generobre førstepladsen fra FC Barcelona, som tidligere lørdag vandt 3-0 ude over Eibar.
Næste opgave for Real Madrid er det vigtige Champions League-opgør mod Galatasaray på tirsdag. Madrid har kun fået et point i de første to gruppekampe.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker