Zlatan er tilbage hos United i Rooneys gamle trøje
Manchester United har hentet Zlatan Ibrahimovic tilbage til klubben. Foto: /ritzau/AP/Dave Thompson
/ritzau/AP/Dave Thompson
Premier League-klubben Manchester United har skrevet en ny kontrakt med angriberen Zlatan Ibrahimovic.
Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic, som lige nu er knæskadet, har fået en ny etårig kontrakt hos Manchester United, skriver klubben på sin hjemmeside.
Ibrahimovic får trøje nummer 10, som senest tilhørte Wayne Rooney, der tidligere i august skiftede til Everton.
Det er ikke for sjov, at Ibrahimovic vender tilbage i den røde trøje, fortæller han.
- Jeg er tilbage for at afslutte det, jeg begyndte. Det var altid min og klubbens hensigt, at jeg skulle blive.
- Jeg kan ikke vente med at komme ud på banen på Old Trafford igen, men jeg ved også, at jeg må bruge tiden, som skal til for at blive klar, siger Ibrahimovic.
- Jeg har arbejdet hårdt og kommer til at fortsætte med det for at sørge for, at jeg er i bedst mulig form, når jeg spiller igen, siger han.
Ibrahimovic kom til Manchester United fra franske Paris Saint-Germain for lidt over et år siden.
Angriberen blev med 28 mål i 46 kampe i alle turneringer topscorer for englænderne i sidste sæson, selv om han blev langtidsskadet i april.
United valgte på grund af skaden i første omgang ikke at forlænge aftalen med Ibrahimovic, der derfor har været uden klub i de seneste måneder.
Den 35-årige svensker kunne have valgt at finde sig en anden klub, men han har trænet i United under sin genoptræning og hele tiden satset på et comeback på Manchester-mandskabet.
United-manager José Mourinho glæder sig til at have Ibrahimovic tilbage på holdet.
- Vi er henrykte over, at Zlatan er på vej til at blive frisk, og vi er glade for at have hans ambitioner og erfaring tilbage hos os.
- Efter hans bidrag i sidste sæson fortjener han vores tillid, og vi kommer til at være tålmodige, før vi bruger ham på banen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver vigtig for os i anden halvdel af sæsonen, siger Mourinho.
Det forventes, at Ibrahimovic er fit igen i december.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker