Zlatan-flugter afgørende i El Clásico

Søndagens udgave af El Clásico i spansk fodbold - arvefjendeopgøret mellem FC Barcelona og Real Madrid - endte med en 1-0-hjemmesejr til førstnævnte.

Den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic blev matchvinder for værterne blot fem minutter efter, at han var blevet skiftet ind i begyndelsen af anden halvleg. Sejren betyder, at Barcelona snupper førstepladsen fra Real Madrid i Primera Division, hvor to point nu adskiller holdene.

Ibrahimovic, som har været småskadet på det seneste, timede sit løb perfekt, da Daniel Alves sendte en lang bold af sted mod svenskeren. Og angriberen, der havde erstattet Thierry Henry, flugtede flot bolden ind bag Iker Casillas til stor glæde for hjemmeholdets fans på Camp Nou.

Noget af en debut i El Clásico for Ibrahimovic, som efter sit sommerskifte til Barcelona fra Inter, har vist sig som et fremragende køb og erstatning for Samuel Eto'o, der blev sendt den modsatte vej.

At det blot blev ved det ene mål, var måske en anelse skuffende med tanke på, at Barcelona og Real Madrid er de to mest scorende i Primera Division. Chancer var der ellers en god portion af, men både Casillas i Reals mål og Victor Valdes i Barcelona-målet var sikre, når de skulle gribe ind.

Cristiano Ronaldo og Madrid-holdet havde faktisk de fleste forsøg på mål, og portugiseren burde faktisk selv have bragt udeholdet foran i første halvleg. Her leverede Valdes dog en god redning på Ronaldos forsøg.

Efter lidt over en times spil fik Barcelona Sergio Busquets udvist takket være to gule kort, men det kunne Real Madrid heller ikke udnytte. Til gengæld blev gæsternes Lassana Diarra også udvist kort før tid efter sit andet gule kort.

/ritzau/

Den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic blev matchvinder for FC Barcelona i 1-0-sejren over Real Madrid i El Clásico. Dermed overtager Barcelona førstepladsen.

Offentliggjort Sidst opdateret