Zlatan indtager atter Milano og kalder byen sit hjem

Fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic ankom torsdag med privatfly i Milano, hvor han fremover skal tørne ud for AC Milan. Foto: Daniele Mascolo/Reuters

Zlatan Ibrahimovic ankom torsdag i Milano, inden han fredag officielt bliver præsenteret som Milan-spiller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic ankom torsdag til Milano, hvor han fredag officielt bliver præsenteret i AC Milan.

Den 38-årige svensker indledte dagen for sin ankomst med at lægge et foto på Instagram, som angiveligt viser verdensstjernens bare fødder.

Zlatan Ibrahimovic ledsagede fotoet med en kort engelske tekst om, at han ikke er arrogant, men blot har selvtillid.

- Arrogance no. Confidence, står der med hashtagget #reminder.

Torsdag skulle svenskeren igennem et lægetjek, inden fredagens officielle præsentation, efter at han har indgået en kontrakt med Serie A-klubben for de kommende seks måneder med option for yderlige en sæson.

Da Zlatan trådte ud af sit privatfly i Milano, satte han lidt ord på klubskiftet fra Los Angeles Galaxy, hvor hans kontrakt udløb ved årsskiftet.

- Jeg kan huske, at jeg ankom her for mange år siden. Det vigtige nu er, at jeg er tilbage, og jeg er glad.

- Jeg har altid sagt, at dette er mit hjem, og endelig er jeg tilbage. Jeg har spillet for andre hold i årenes løb, men jeg er tilbage, og det er det eneste, der betyder noget.

- Jeg kan ikke vente med at møde fansene på San Siro og få stadionet til at hoppe af glæde igen, lød det fra Zlatan Ibrahimovic i et videoklip på AC Milans twitterkonto.

Svenskeren spillede for AC Milan fra 2010 til 2012, og i den periode scorede han 56 mål i 85 kampe for klubben.

I sin lange karriere har Ibrahimovic også spillet for Malmö FF, Ajax, Juventus, Inter, FC Barcelona, Paris Saint-Germain og Manchester United, hvorfra han skiftede til amerikanske Los Angeles Galaxy.

Milan har haft en problematisk sæson indtil videre i Italien og har vundet seks ligakampe og tabt otte, mens tre opgør er endt uafgjort.

Klubben ligger nummer 11 i Serie A og er hele 21 point efter lokalrivalerne fra Inter, som topper rækken.

Zlatan Ibrahimovic får nummer 21 på sin Milan-trøje, oplyser klubben torsdag.

Den officielle præsentation af fodboldstjernen i Milan foregår fredag formiddag.