Zlatan: Vi skal gøre det bedre offensivt
Sverige tabte fredag 0-1 i play off-kampen mod Portugal. Den svenske offensiv havde ikke meget at skyde med, og det skal de forbedre inden returopgøret tirsdag aften.
Det siger den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic til sin egen app, som han har kaldt Zlatan Unplugged.
- Vi skal gøre det meget bedre offensivt, end vi gjorde i den første kamp. Portugal gjorde det svært for os, og de tvang os til at spille lange bolde, siger Zlatan Ibrahimovic.
Trods nederlaget, der kom efter et Cristiano Ronaldo-mål i det 82. minut, tror Zlatan Ibrahimovic stadig på holdets muligheder for at kvalificere sig til VM i Brasilien næste sommer.
- Resultatet havde været bedre, hvis vi kunne tage et uafgjort resultat med hjem - med tanke på, hvordan kampen udviklede sig.
- Men jeg synes stadig, det ser godt ud. Vi spiller på hjemmebane tirsdag, og det er en klar fordel for os, siger han.
I første halvleg havde Sverige tre gode muligheder, men Zlatan Ibrahimovic var ikke i afslutterens rolle.
Den svenske Paris Saint Germain-spiller var dog tilfreds med sin egen og holdets indsats alligevel.
- Jeg arbejdede hårdt med de svære bolde, jeg fik. Der var intet andet, jeg kunne gøre. Defensivt stod holdet rigtig godt, mener han.
Svenskeren havde inden kampen døjet en smule med sit knæ, men de mange hårde dueller med Pepe og Bruno Alves i det portugisiske midterforsvar har ikke sat sine spor.
- Knæet har det godt, og jeg har ingen smerter. Jeg ser frem til returopgøret, fastslår angriberen.
Returopgøret bliver spillet tirsdag aften på Friends Arena i Stockholm, og den samlede vinder af de to opgør kvalificerer sig til VM.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned