Zohore får revet kontrakten over i England og tager til OB
Kenneth Zohore er færdig i sin engelske klub. Fremover skal han score mål for OB. (Arkivfoto). Foto: Ian Walton/Reuters
Angriberen Kenneth Zohore er skiftet til OB, efter at han fik ophævet sin kontrakt i England.
Den 29-årige danske angriber Kenneth Zohore er færdig i West Bromwich Albion og tager i stedet til superligaklubben OB.
Det meddeler fynboerne tirsdag aften på sin hjemmeside.
I første omgang har han skrevet under på en kontrakt, der gælder for resten af sæsonen. Men forventningerne til ham er store i Ådalen, fortæller fodbolddirektør Björn Wesström.
- Kenneth har stor erfaring både fra 3F Superligaen og fra en højere hylde end det. Han har også en meget hård periode bag sig, hvilket gør, at det er svært at forudse tilpasningstiden.
- Kenneth har i kontraktforhandlingerne med al ønskelig tydelighed vist, at han rigtig gerne vil OB, så den proces har virkeligt været en fornøjelse, siger han.
Kontrakten i West Bromwich blev ophævet efter gensidig aftale, oplyste den engelske fodboldklub tidligere på tirsdagen på sin hjemmeside.
- Albion har ophævet kontrakten med Kenneth Zohore efter gensidig aftale, skrev West Bromwich Albion.
- Klubben ønsker Kenneth og hans familie alt det bedste for fremtiden, lød det kortfattet.
Kenneth Zohore har tidligere i karrieren spillet for blandt andet FC København, Brøndby, OB, Cardiff og Millwall.
Flest kampe opnåede han i Cardiff med 101 kampe og 24 scoringer.
I sommeren 2019 skiftede han fra Cardiff til West Bromwich Albion, hvor han er noteret for 23 kampe og fem scoringer.
West Bromwich er placeret i den næstbedste engelske række med 41 point efter 28 kampe.
Trods placeringen et stykke nede i tabellen er klubben stadig i spil til at kæmpe med om oprykning til Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker