Sydhavsøernes bedste 🏆

Kontorchef Thomas Hermansen glæder sig over, at Digitaliseringsstyrelsen er nomineret. Privatfoto

Nomineret: Digitaliseringsstyrelsens bedste arbejdsplads 2026

Offentliggjort Sidst opdateret

- Nej, hvor er det dejligt.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra kontorchef Thomas Hermansen, efter at Digitaliseringsstyrelsens afdeling i Nykøbing Falster er blevet nomineret i kategorien Sydhavsøernes Bedste Arbejdsplads.

Afdelingen beskæftiger omkring 80 medarbejdere, og ifølge Thomas Hermansen er mangfoldighed og medbestemmelse vigtige elementer i hverdagen.

- Vi vil gerne være en arbejdsplads, der kan rumme mange typer mennesker. Vi ansætter blandt andet unge direkte fra gymnasiet, studerende og fleksjobbere, og vi prøver også at tage et samfundsansvar, siger han.

Arbejdspladsens historie i Nykøbing går tilbage til udflytningen af statslige arbejdspladser i 2015. Dengang flyttede omkring 16 stillinger til området, men siden er afdelingen vokset markant.

Ifølge Thomas Hermansen er det blandt andet et resultat af, at afdelingen har formået at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere.

Samtidig arbejdes der løbende med trivsel. Ud over de almindelige trivselsmålinger får medarbejderne flere gange om året mulighed for at komme med input til, hvordan arbejdspladsen kan udvikles.

- Vi synes, vi har et godt sted, men vi tror hele tiden, det kan blive bedre, siger Thomas Hermansen.

Nu kan du stemme på Sydhavsøernes bedste i fire kategorier - stem herunder.