Flyprisportaler vildleder forbrugerne

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Ferietip fra Folketidendes rejseskribent

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver tredje af os bruger flyprisportaler til at finde billetter, men priserne, som forbrugerne kan finde på portalerne, er ikke altid de laveste - selv om portalen lover det.

Det oplyser Forbrugerrådet Tænk, der har set på 14 portalers markedsføring og nu meldt flyprisportalerne Dohop.dk, Rejsepriser.dk og Viviro.com til Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring.

Desuden er rådet opmærksom på, at nogle flyprisportaler indeholder reklamer blandet med søgeresultater, hvor det er utydeligt, at der er tale om reklame og ikke søgeresultater. På den baggrund har Forbrugerrådet bedt Forbrugerombudsmanden vurdere de to portaler agoda.com og kayak.dk

"Flere portaler lover, at de viser de laveste priser, men når vi har søgt systematisk på udvalgte rejser, får vi på intet tidspunkt tilbudt den laveste pris," siger formand for Forbrugerrådet, Anja Philip.