Massive forsinkelser giver rekordhøj erstatning: Så meget har pendlerne fået

Mange pendlere har formentlig været frustreret, fordi deres tog var forsinket fra Nykøbing Station i 2023. Arkivfoto: Anders Knudsen

På togruten mellem Nykøbing og København har mange pendlere været forsinket i 2023. Så mange at DSB har betalt dem flere millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange togpendlere kender til den frustrerende oplevelse, når skærmen viser, at ens tog er forsinket. Planer må ændres, og man står i kulden og tjekker alternative ruter.

2023 var særligt frustrerende, i hvert fald har DSB betalt et rekordhøjt beløb på 40 millioner kroner til pendlere, der er tilmeldt Pendler Rejsegaranti-ordningen, oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Og på ruten mellem Nykøbing og København er der i 2023 blev betalt 2,4 millioner kroner

Omfattende sporarbejde

Det rekordhøje beløb på 40 millioner er en stigning på 64 procent sammenlignet med 2022. Og mange har i løbet af året formentlig revet sig i håret, mens de stod på Nykøbing Station.

Da det sneede kraftigt tilbage i november betød en omfattende signalfejl, at togbusser blev sat ind hele dagen, i oktober var der tog-kaos efter hærværk og i september var en sporskifte-fejl årsag til mange forsinkelser fra Nykøbing mod hovedstaden.

Og i hele landet har der været omfattende sporarbejde, hvilket ifølge meddelelsen "satte sit præg på kundepunktligheden."

I 2023 ankom over 71 procent af InterCity-, InterCityLyn- og regionaltogene inden for 2 minutter og 59 sekunder, hvilket er grænsen for, at toget når det indenfor kundepunktligheden.

- I de her år, hvor jernbanen er omdannet til én stor byggeplads med opgradering af spor, signaler og opsætning af kørestrøm, er det forventeligt og helt rimeligt, at vi udbetaler mere i kompensation,” siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov i meddelelsen og fortsætter:

- Vi vil allerhelst køre til tiden, men når vi ikke gør, skal kunderne opleve, at vi tager ansvaret på os og kompenserer dem. De rekordhøje udbetalinger sidste år skyldes også, at stadig flere benytter sig af muligheden for at opnå kompensation. Det seneste år har 29 procent flere tilmeldt sig Pendler Rejsetidsgaranti-ordningen.

Og 2024 kan se lys ud for dem, der har tilmeldt sig Rejsegaranti-ordningen. Hvis man er mere end 30 minutter forsinket, kan man vælge at få en ny billet til en tilsvarende rejse, eller få halvdelen af billettens pris tilbage. I 2023 fik man kun 25 procent.

Det er resultatet efter den seneste kontrakt mellem staten og DSB.