Når vovse skal holde ferie

En firbenet gæst er gået til ro på hundehotellet, der har hundekurve og hundesenge i mange forskellige størrelser. Foto: Privat

Ferietip fra Folketidendes rejseskribent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke alle hoteller, der byder menneskets bedste ven varmt velkommen.

På Hotel Wolf i den sydtyske by Oberammergau er hunde ikke blot velkomne gæster, men man gør sit bedste for at forkæle dem. Her får vovse naturligvis sin egen seng.

Dagene kan tilbringes med aktiviteter på de inden- eller udendørs træningsarealer, for eksempel har hotellet indrettet tre hundehaller på hver 500 kvadratmeter, med diverse redskaber.

Efter dagens anstrengelser og glæder tager de firbenede sig et bad i hundebruserummene uden for hallerne eller ved hotelindgangen.

I fysioterapien kan dyrene få afspændingsmassage, et check-up eller træne på et løbebånd under vand, vejledt af en hundefysioterapeut.

Hotel Wolf, der er nabo til Oberammergaus verdensberømte passionsspil, har foruden hotelværelser en halv snes ferieboliger. Prisen for en overnatning begynder ved 650 kroner. Inkluderet i prisen er morgenmad og en fireretters aftenmenu.

Flere oplysninger om "hundehotellet" fås via dets hjemmeside, hotel-wolf.de